Fri bil 2016

Hvis man kører privat i en firmabil som arbejdsgiver stiller til rådighed, skal man som hovedregel beskattes af fri bil. Beskatning af fri bil skal ske løbende og der skal betales A-skat og AM-bidrag hver måned hvor bilen er til rådighed.

Arbejdsgiver må dække omkostninger til brændstof, forsikring, vægtafgift og vedligeholdelse.

Værdi af fri bil skal indberettes løbende sammen med anden løn. Hvis man har rådighed over bilen 6 måneder om året, skal der naturligvis kun ske beskatning i 6 måneder. Beløbet skal indberettes til e-indkomst i rubrik 19 "værdi af fri bil".

Beskatning

Der er faste regler for hvordan beskatning af fri bil beregnes, dog minimum kr. 160.000. Dette gælder også, hvis bilen kun koster kr. 100.000, beskatningen vil stadig blive kr. 160.000.

Nye biler

For nye biler og biler der på købstidspunktet er højst 3 år gamle, skal værdien være nyvognprisen. Efter 36 måneder, nedsættes værdien til 75% af købsprisen.

Eksempel: Købt januar 2013 til kr. 500.000. I februar 2016, kr. 375.000 ( kr. 500.000 x 75%).

Brugte biler

Brugte biler der er købt mere end 3 år efter første indregistrering, benyttes købsprisen som grundlag til beregningen, dog stadig minimum kr. 160.000.

Udregning

Der skal beregnes 25% af bilens værdi op til kr. 300.000 og 20% af værdien derover. Derudover skal der betales et miljøtillæg. Miljøtillægget svarer til den årlige ejerafgift. Hvis bilen ikke er omfattet af ejerafgift, benyttes vægtafgiften. Miljøtillæget er på 150%, dvs. har man en ejerafgift på kr. 6.000, skal der tillægges kr. 9.000 ( 6.000 x 150%)

Udligningstillægget på dieselbiler og evt. privatbenyttelsestillæg skal ikke indgå i miljøtillægget.

Dagsbeviser til gulpladebiler

Benyttes firmabilen privat, skal der som hovedregel ske beskatning af fri bil. Der er dog mulighed for at købe et dagsbevis ved SKAT. Et dagsbevis kan købes på skat.dk. Med et dagsbevis kan man køre privat i bilen en hel dag, dette kunne f.eks. være i forbindelse med ferie eller flytning. Der kan max. købes 20 dagsbeviser om året.

Regler omkring dagsbeviser

- Et dagsvis kan købes på skat.dk
- Det skal købes mindst en time før brug
- Dagsbeviset skal medbringes i bilen under kørsel
- Et dagsbevis koster mellem kr. 185 - 225
- Der kan kun købes dagsbeviser til biler under 4 ton

Fremgangsmåde

1) Log på "tast selv" enten privat eller erhverv
2) Vælg "motorregistret"
3) Vælg "Dagsbevis"
4) Udfyld felterne og print din kvittering


Vil du vide mere om løn og personaleadministration?

- med et Lønkursus er du på rette vej.

Læs mere