Personalegoder

Om personalegoder

Når en arbejdsplads har personalegoder som arbejdsgiver stiller rådighed for medarbejderne, skal man være opmærksom på, at personalegoder kan udløse skat for den ansatte.

Beskatningen af personalegoder kan opdeles i flere kategorier:
- Skattefrie personalegoder
- Mindre personalegoder
- Arbejdsrelaterede personalegoder

Skattefrie personalegoder

Almindelig personalepleje i form af kaffe, the og frugt på arbejdspladsen er skattefri og skal ikke indberettes eller beskattes hos medarbejderen. Personalegoderne skal være uden væsentlig økonomisk værdi for medarbejderen.

Betalt uddannelse for medarbejderen er skattefrit, hvis uddannelsen er relevant for medarbejder i sit arbejde.

Stiller arbejdsgiver en parkeringsplads til rådighed, vil dette også være skattefrit for medarbejderen, hvis det er i forbindelse med arbejde.

Bagatelgrænse for mindre personalegoder

Mindre personalegoder fra arbejdsgiver beskattes kun hvis den samlede værdi overstiger kr. 1.100. Denne grænse er lavet, så arbejdsgiver kan give sine ansatte en påskønnelse i årets løb, uden der sker beskatning.

Dette kunne f.eks. være:
- Vin
- Julegaver
- Blomster eller chokolade

Hvis værdien af årets gaver overstiger kr. 1.100 er det medarbejderen selv, der har pligt til at indberette det fulde beløb, ikke kun den del der ligger over kr. 1.100. Kun hvis arbejdsgiver giver en enkelt gave over en værdi på kr. 1.100, skal arbejdsgiver indberette.

Eksempel 1

Har en medarbejder modtaget gaver for i alt kr. 1.500, er denne som udgangspunkt skattepligtig af kr. 1.500, som medarbejderen skal selvangive på sin selvangivelse. Men hvis julegavens værdi udgør kr. 800. ud af det samlede beløb på kr. 1.500, skal der kun selvangives kr. 700 af lønmodtageren, fordi julegaven er skattefri.

Eksempel 2

Hvis julegaven havde en værdi på kr. 900 og der var givet andre gaver for i alt kr. 800, så ville medarbejderen skulle selvangive kr. 1.700.

Eksempel 3

Hvis julegaven havde en værdi på kr. 900 og der ikke var givet andre gaver. Ville denne være skattefri, da bagatelgrænsen på kr. 1.100 ikke var overskredet.

Arbejdsrelaterede personalegoder

Nogle arbejdsrelaterede personalegoder er skattefrie, så længe de ikke overstiger en bagatelgrænse på kr. 5.900. Dette er vedrørende de personalegoder som er arbejdsrelateret og som arbejdsgiver stiller til rådighed med hensyn til arbejdet.

Eksempler på personalegoder som er omfattet af bagatelgrænsen.
- Mad og drikke ved overarbejde
- Avis til brug for arbejde
- Vaccination af medarbejder
- Vareafprøvning af virksomhedens nye produkter
- Frikort til offentlig befordring

Overstiger den samlede værdi af arbejdsrelaterede personalegoder bagatelgrænsen på kr. 5.900, er det medarbejderen selv der skal indberette.

Oversigt over personalegoder

Arbejdstøj

Stiller arbejdsgiver arbejdstøj til rådighed, f.eks. uniform eller arbejdsdragt, er dette skattefrit for medarbejderen. Det skal være arbejdstøj der passer til jobbet. En tømrer kan få slidstærkt arbejdstøj og sikkerhedssko, en maler kan få malerkittel, tjener får en uniform med logo osv. Arbejdstøj er omfattet af bagatelgrænsen på kr. 5.900.

Fratrædelsesgodtgørelse

Ved opsigelse/afskedigelse kan der blive tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Medarbejderen kan få op til kr. 8.000 skattefrit ved fratrædelse. Hvis man som funktionær er blevet opsagt efter 12 års ansættelse i den samme virksomhed, har man krav på en godtgørelse.

Ved 12 års ansættelse, godtgørelse på 1 måneds løn
Ved 17 års ansættelse, godtgørelse på 3 måneders løn

Der skal dog ikke betales godtgørelse, hvis medarbejderen selv siger op.

Gaver

Lejlighedsgaver fra arbejdsgiver er ikke skattepligtig for medarbejderen. Lejlighedsgaver vil sige, fødselsdage, bryllup, sølvbryllup, fødsel mv. Værdien af gaven skal være passende og hvad der anses for almindelig i sådanne anledninger.

Julegaver

Arbejdsgiver må give en jule-eller nytårsgave til sine ansatte på kr. 800 om året. Julegaver er omfattet af bagatelgrænsen af mindre personalegoder på kr. 1.100.

Jubilæumsgodtgørelse

Har en virksomhed 25 års jubilæum kan der gives en jubilæumsgodtgørelse. Der må gives op kr. 8.000 skattefrit til hver medarbejder. Godtgørelse over kr. 8.000 er skattepligtig for medarbejderen.

Der kan også gives jubilæumsgodtgørelse ved 35 år og større år, der er deleligt med 5.

De samme regler gør sig gældende, hvis det er medarbejderen der har jubilæum.

Massage

Hvis der bliver betalt for forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader og sygdomme, skal medarbejderen ikke beskattes. Der skal dog være en arbejdsmæssig begrundelse, før der er skattefrihed. Akupunktur og zoneterapi er også omfattet.

Parkeringsplads

Det er skattefrit for medarbejderen, hvis arbejdsgiver betaler en fast parkeringsplads for medarbejderen. Parkeringspladsen skal bruges i forbindelse med arbejdet. Betales der for en parkeringsplads ved en medarbejders bopæl, er pladsen skattepligtig.

Parkeringsbøder

Betaler arbejdsgiver for en parkeringsbøde eller færdselsbøde, er dette skattepligtig for medarbejderen. Også selvom kørslen er foregået i arbejdstiden.

Syge- og ulykkesforsikring

Er der tegnet en syge- og ulykkesforsikring for medarbejdere som kun dækker i arbejdstiden, er dette skattefrit for medarbejderen. Dækker forsikringen også i fritiden skal medarbejderen beskattes hvis forsikringssummen er højere end kr. 500.000.

Forsikringen må ikke dække andre familie medlemmer.

Sundhedsforsikringer (sundhedsordninger)

Betaler arbejdsgiver for en sundhedsforsikring, er medarbejderen skattepligtig af præmien. Medarbejderen skal beskattes af det det beløb arbejdsgiver har betalt.

Mange sundhedsforsikringer gælder kun i den periode hvor man er ansat ved en virksomhed. Der skal så ske en løbende beskatning af medarbejderen. Hvis f.eks. man er månedslønnet og præmien er kr. 1.500 om året, skal der hver måned ske en beskatning på kr. 125 (kr. 1.500 / 12). Der skal både betales A-skat og AM-bidrag af præmiens værdi.

Skattefrit

Sundhedsforsikringer der dækker behandling til misbrug af alkohol, medicin eller rygeafvænning er ikke skattepligtige. Hvis forsikringen udelukkende dækker behandling eller forebyggelse af arbejdsrelaterede skader og sygdomme er præmien skattefri. Behandlinger af arbejdsrelateret skader er også skattefri for medarbejderen, dette kunne f.eks. være museskade eller rygskade som følge af et tungt løft.

Hvis en sundhedsforsikring er tegnet sammen med en gruppelivsforsikring, skal arbejdsgiver ikke indberette til e-indkomst, dette gør forsikringsselskabet.

Skærmbriller

Arbejdsgiver må gerne betale for skærmbriller til sine ansatte, dette vil ikke være skattepligtig for medarbejderen. Brillerne må ikke bruges til andet end at arbejde med og brillerne skal ligge på arbejdspladsen efter endt arbejdstid. De ansatte må ikke tage dem med hjem.

Uddannelse og kursusudgifter

En arbejdsgiver må gerne betale for kursus, uddannelse og efteruddannelse for sine medarbejder, dette er skattefrit. Uddannelsen må ikke være af privat karakter.

Arbejdsgiver må gerne betale for skole eller deltagergebyr samt relevant materiale hertil. Hvis uddannelsen er langt fra arbejdspladsen, kan arbejdsgiver udbetale kørselsgodtgørelse, kost og overnatningsudgifter til statens takster.

Vaccinationer

Vælger arbejdsgiver at vaccinere medarbejder op til en travl periode, er dette skattefrit for medarbejderen. Vaccinationer er omfattet bagatelgrænsen på kr. 5.900.


Opnå større viden om lønstyring refusioner eindkomst med et lønkursus

Læs mere