Ungarbejder

Vi har beskrevet en række nyttige oplysninger for virksomheder, der ønsker at ansætte unge under 18 år.

Generel

Arbejdsgivere skal være særlig opmærksomme, ved ansættelse af unge under 18 år. Der er regler om blandt andet arbejdstid og arbejdsopgaver, der skal overholdes.

Arbejdet må ikke gå ud over ungarbejderens skolegang eller sundhed. Der må ikke arbejdes for meget eller med farlige ting. Derudover må unge kun arbejde med "let arbejde", man må f.eks. ikke lave tunge løft.

Ansættelseskontrakt

Hvis man arbejder over 8 timer om ugen og er ansat i over en måned, har man krav på en ansættelseskontrakt. I ansættelseskontrakten står der blandt andet hvad der er aftalt i løn, hvad man skal lave og hvor lang tid man skal arbejde.

Her kan du læse mere om ansættelseskontrakter.

Arbejdsopgaver

I Danmark må unge under 13 år som udgangspunkt ikke arbejde, men der en enkelte undtagelser.

Dette kunne være arbejde inden for:
- Teater
- TV og radio
- Film
- Koncerter
- Modelarbejde
- Medvirkende i reklamer

Unge mellem 13 - 15 år, må kun udføre lettere arbejdsopgaver.

Dette kunne f.eks. være:
- Plukning af bær og frugt
- Ekspedition i kiosker
- Lettere rengøring
- Avis og reklamebud
- Assistere i et bibliotek
- Dække borde og rydde af
- Flaskedreng/pige
- Babysitter
- Lettere kontorarbejde og bud

Unge mellem 15-18 år, der er gået ud af 9. klasse, må have almindelig erhvervsarbejde der ikke er farligt. Der er dog stadig grænser for, hvilke opgaver der må løses.

Ungarbejdere mellem 15-18 år må ikke:

- Løfte mere end 25 kg.
- Arbejde med farlige stoffer, kemikalier eller opløsningsmidler
- Arbejde med større maskiner

Løn

Ungarbejdere skal have den løn, der er aftalt med arbejdsgiver. Mange virksomheder i dag har en overenskomst. En overenskomst betyder, at der er fastlagt en minimumsløn for alle lønmodtagere i denne virksomhed.

Her kan du læse mere om overenskomst.

Hvis arbejdsgiveren ikke har en overenskomst, skal ungarbejderen have den løn, der er aftalt mellem arbejdsgiver og medarbejderen. Ungarbejderen skal altså selv forhandle lønnen med arbejdsgiveren.

Arbejdstid

Der er fastlagt grænser for hvor meget unge under 18 år må arbejde.

Under 15 år: Hvis man går i skole, må man højest arbejde 2 timer på hverdage og 7 timer dagligt i weekenden og på skolefridage.

I løbet af en hel skoleuge, må man højest arbejde 12 timer. I ferieperioder må man ikke arbejde mere end 35 timer om ugen.

Over 15 år: Hvis man går i skole, må man højest arbejde 2 timer på hverdage og 8 timer dagligt i weekenden.

I løbet af en hel skoleuge, må man højest arbejde 12 timer. I ferieperioder må man ikke arbejde mere end 40 timer om ugen.

Hvis man stadig går i skole, må unge under 18 år ikke arbejde efter kl. 20 og før kl. 06.

Er arbejdsdagen på mere end 4,5 time, skal der være en pause på minimum 30 min., dog uden løn.

Skat

Alle lønmodtagere over 15 år får automatisk et skattekort. Skattekortet viser hvad man forventer at tjene i et indkomstsår. Læs mere om skattekort.

Mange ungarbejdere har et frikort. Et frikort betyder man ikke forventer at tjene over kr. 33.800 (2017 sats)

Tjener man under kr. 33.800 i 2017, skal man ikke betale skat, dog stadig AM-bidrag på 8%.

Det er ungarbejderens eget ansvar, at sørge for, at skattekortet er korrekt. Arbejdsgiver skal bruge det elektroniske skattekort fra SKAT.

Fagforening

Som alle andre lønmodtagere, kan unge melde sig ind i en fagforening. Fagforeningskontingentet er generel billigere for unge under 18 år.

Det er ikke noget krav, at være medlem af en fagforening.


Vil du vide mere om løn personale administration?

- med et lønkursus er du på rette vej...

Læs mere